Tak til Herning Kommune

Kommune har i forbindelse med det kommende kommunalvalg den 18. november 2025 inviteret til informationsmøder for alle kandidater til kommunalvalget. Invitationen var desuden sendt til de partier, som forventes at opstille til kommunalvalget.

De to aftener havde kommunen tilrettelagt således, at kommunens organisation, mål og visioner blev gennemgået, og derudover blev alle relevante nøgleområder i kommunens organisation genstand for yderligere indsigt.

Det tjener Herning Kommune til stor ros at iværksætte og gennemføre denne form for indføring i kommunens drift og samarbejde. Det at klæde eventuelle kommende byrådsmedlemmer på viser, at kommunen kerer sig om de kommende politikere og kommunens fremtid, samtidig med at kandidaterne bliver tilført faktuel viden.

Jeg bemærkede mig ikke blot et vel udarbejdet program for dagene, men i særdeleshed også den entusiasme, som alle oplægsholderne udviste.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, er kommunen en stor forretning med et budget på 6,6 milliarder kroner, 2000 kilometer vej, 380 kilometer cykelsti og skoler og institutioner i snesevis, for slet ikke at tale om vores 90.000 borgere og Danmarks tredjestørste kommuneareal.

Det er derfor vigtigt, at du kommer ned og stemmer til det kommende kommunalvalg. Administrationen af kommunen og den borgernære velfærd er langt hen ad vejen formet af byrådet.

I Dansk Folkeparti er borgerne i centrum, og det viger vi ikke en tomme fra. Derfor skal de mindre byer styrkes, både hvad angår foreningslivet, skoler og muligheder for seniorer til at få lejligheder, samt bedre vilkår for de ældre.